Tandprotese

En tandprotese er en aftagelig tanderstatning for manglende tænder, til forskel fra implantater og tandbroer, der er fastsiddende løsninger.

Hel tandprotese

En hel tandprotese erstatter alle tænder i overmunden eller undermunden. En hel tandprotese kendes også som et gebis og er den protesetype, der oftest sidder dårligere fast end andre typer tandproteser. En hel tandprotese føles også anderledes og ”fylder” mere i munden end de andre typer. Man vil ikke opleve den samme komfort og gode tyggeevne med en hel tandprotese, da tandprotesen ganske enkelt ikke er fæstnet til noget men udelukkende sidder fast ved hjælp af den sugeevne, som tandprotesens form frembringer.

Deltandprotese

En deltandprotese er ophængt på to eller flere tænder og har klare fordele i forhold til hel tandprotesen. Den sidder bedre fast, da dens bøjler griber om tænderne. Den fylder mindre end helprotesen og er lavet af acryl og stål, som er meget stærke materialer. Resultatet er, at man tygger bedre, har bedre komfort, bedre funktion og større sikkerhed mod, at tandprotesen løsner sig.

Tryklåstandprotese

Tryklåstandprotesen sidder bedre fast i munden end hel- og deltandprotesen, da den med et enkelt tryk fastgøres til to eller flere tandrødder med en tryklås. Man undgår mange af de ubehageligheder, som kan følge i kølvandet på en hel- eller deltandprotese ved at bruge en tryklåstandprotese. Det kan eksempelvis være problemer som ømhed, sår eller problemer med at tygge maden. Tryklåstandprotese kan bruges på egne naturlige tænder eller på tandimplantater.